Rejsebreve

 

Dag 7 - 678 km

8. juli 2008. på vej til Iroquois, Illnois

 

Jeg sidder på et bibliotek i Monon, Indiana - en lille flække der er omgivet af nogle få tusind majsmarker.  

 

Først lige en tak til alle jer, der har sendt mig god-tur-hilsner. Jeg sidder med en pc på lånt tid, så jeg kan ikke svare jer personligt.  

 

Til alle jer andre, kan jeg fortælle, at jeg er i gang med endnu en transamerikansk cykeltur. Denne gang alene fra Cleveland, Ohio til Seattle, Washington. Ruten er beskrevet her: http://adventurecycling.org/routes/northerntier.cfm - jeg har dog sprunget den østlige tredjedel over. Men det bliver alligevel til omkring 5.000 km for mit vedkommende - en tur jeg har planlagt til 75 døgn. 

 

Jeg startede på en dag i massivt modvind (jeg cykler jo mod vest...). Dagen efter var der heldagsregn. Og modvind. Humøret derefter. Men siden har solen skinnet og vinden har endda været med en gang i mellem. Jeg overnatter på campingpladser, byparker i de små byer og moteller, når jeg trænger til luksus. 

 

Ind til videre har jeg fået set en hel del majsmarker. At dømme efter duften, har de også svinefarme på disse kanter. Det må man tage med. Nogle skal jo producere råvarerne til at de utallige baconburgere, jeg får spist undervejs. 

 

Jeg følger kortene fra Adventure Cycling. Men jeg har været nødt til at tage et par omveje pga. oversvømmelser. Egentlig er det nemt at finde vej heromkring. Vejene ligger vinkelret på hinanden hver med en miles afstand, næsten som et skakbræt. Alligevel er det lykkedes mig at "take a wrong turn" og har været godt på vej til Canada. Men det har jo blot givet anledning til at se nærmere på endnu et par hundrede majsmarker... Lige som det er en fin anledning til at få en snak med de lokale, når jeg spørger om vej. 

 

For resten; trafikken er eksemplarisk. Selv kæmpestore trucks kører helt over i venstre siden, når de overhaler mig. Og de modgående bilister hilser opmuntrende til mig. 

 

Forleden mødte jeg min første turcyklist - dem er der ikke mange af på vejene. Det var en fyr på 59 år (lige som mig selv) der på ubestemt tid cykler rundt med sit telt og pc. Pc'en gjorde det muligt for ham at passe sit arbejde. Han var reklamemand - vist nok ret succesrig, han havde bla. Dr. Pepper (stort amerikansk sodavandsmærke) som kunde. Sådan et møde giver selvfølgelig anledning til nogle refleksioner over, hvorfor jeg selv tilbringer det meste af min arbejdstid på et kontor... 

 

Det var alt for nu - I får mere nyt, næste gang jeg kommer forbi et bibliotek.

 

Dag 12 – 1.072 km

13. juli 2008. Muscatine, Iowa

 

I går krydsede jeg Mississippi, eller "The River", som de kalder den her omkring. Det var i solnedgang efter en mange laaaaang dag - over 100 km - med mange majsmarker, sur modvind og tordenbyger.

 

Jeg har nu cyklet næsten godt 1.072 km og er ved at være lidt nedslidt - specielt min bagdel - så jeg bruger min første dag i Iowa med en hviledag i Muscatine.

 

Alle byer i Amerika er åbenbart "historiske". Også Muscatine, hvor man sidst i 1800-tallet producerede 1/3 af hele verdens forbrug af knapper. De var lavet af perlemor fra muslinger høstet i The River. Bortset fra et knappe-museum, er der ikke meget tilbage af fordums storhed. Byen ligner andre amerikanske småbyer: Dødt center - mange flotte gamle huse i forfald - med kønsløse megabutikscentre i omegnen langs en hovedvej. Men de har heldigvis et fedt bibliotek med søndagsåbent og hurtige computere.

 

Majsmarkerne bliver bare ved og ved og ved og ved. Ind i mellem er der begyndt at dukker sojabønnemarker op og landskabet er ved at få facon med bakker a la Nordjylland. Så har man fra bakketoppene bedre mulighed for at danne sig overblik over de mange andre majsmarker...

 

Nu må I ikke tro, at jeg er ked af alle de majsmarker. De har skam sine fordele: man kan altid finde et diskret sted at tisse, når man bliver trængende. Det er lidt mere problematisk med soja-markerne, der kun er 30 cm høje...

 

Forleden fik jeg mig en lille kulinarisk overraskelse: I et vejsving i en lille by lå "Kaiserhof". En restaurant med diskret tysk hornmusik i baggrunden (trink, trink Buederlein, trink...), et menukort med bratwurst og kartoffelsalat. Og bedst af alt: Et Ølkort med andet end Bud og Miller. Jeg fik mig en stor Erdinger Weissbier. Det var også på Kaiserhof, at jeg mødte Anne Marie, en energisk dame i 70'erne, der havde ansvaret for kassen. Hun havde spottet Dannebrogsflaget på min cykeltaske, og begyndte straks at tale dansk. Det var hyggeligt at få talt lidt modersmål, men Anne Marie havde nok ikke talt dansk siden 1964, hvor hun emigrerede - så hun havde meget at fortælle. Jeg fik hele hendes og hendes families livshistorie, Ja hun talte som et vandfald, og jeg matte nærmest flygte...

 

Ja og så er der hundene. De løsgående jagthunde, der ser en cyklist som et oplagt bytte. Hundene er faktisk det eneste jeg er rigtig betænkelig ved på denne tur. Så jeg har købt noget peber-spray. Det har jeg været lidt flov ved, men alle de cyklister jeg har mødt indtil nu har også en spraydåse parat. Just in case. Og jeg har faktisk haft brug for det. Der var en smart hund, der nedlage min forreste cykeltaske ved at bide sig fast i den. Jeg måtte standse og greb efter spraydåsen - Nu skulle den fandme have hele pulveret. Men inden jeg have taget højde for vindretningen luskede den pludselig af igen. Der skete ikke noget, men pulsen får lige et ekstra nøk opad...

 

Well, nu skal jeg nordpå langs The River - håber stærkt på noget medvind, eller i det mindste bare skulle nøjes med noget sidevind.

 

 

Dag 18 – 1.624 km

19. juli 2008. Lake City, Minnesota

 

Tak for jeres hilsner. Jeg har desværre ikke tid nok på pc'en til at svare jer alle samme. Men her er lige et par svar af almen interessen:

 

  • Holder jeg planen? - Ja. Sådan nogenlunde. Jeg holder pænt de planlagte 50 miles om dagen - jeg havde nok håbet på, at nå noget mere, men varmen, modvinden etc. etc. - Mht. til overnatninger er jeg vendt på en tallerken. Havde egentlig regnet med at overnatte mest i telt og kun bruger moteller, når jeg trængte til luksus. Det har vist sig, at det med luksus har jeg ret ofte brug for, så teltet bliver kun brugt, når der ikke er noget motel at finde -når jeg ikke har lyst til at sidde mere på sadlen. - Jeg har i min efterhånden høje alder åbenbart fået svært ved at se charmen ved at vågne efter en svedig nat i telt og skulle tage fugtigt og klamt tøj om morgenen.  Og er der ikke noget brusebad, så er dagen ligesom startet skævt.

 

  • Hvad laver jeg om aftenen? Det hurtige svar er, at jeg sover. Når jeg kommer frem er batterierne flade. Både mentalt og fysisk. Selvfølgelig skal have fundet noget aftensmad (helst en lille smule sundt...), nusse lidt med cyklen, skrive i min logbog og se fjernsyn. Jeg er kommet til at "holde" af FOX News. En 24-timers nyhedskanal, der ikke skammer sig over at vise sin politiske holdning, som med danske øjne ligger langt langt langt ude på det højre overdrev. Enhver politiker eller kulturperson, der kan forbindes med ordene "left", "liberal" eller "soft" latterliggøres helt uhæmmet. Både i valget af videoklip og kommentarer. Ikke nogen politisk korrekthed her! Og modsat tiljubles "heltene" helt ukritisk - fx. den nuværende præsident (George W. Bush)...

 

  • Holder helbredet? Ja da. Det eneste problem, jeg er løbet ind i - retter siddet ind i - er min mås. Har været lidt bekymret for siddesår. Har løst problemet med har fylde mine cykelbukser med et ordentligt drys babypulver. Gad vide hvordan, der vil se ud, hvis jeg slipper en lille "vind"?

 

  • Hvordan går det med mine fotoprojekter? Fint - det vil jeg skrive mere om i en kommende hilsen.

 

Der var smukt i Iowa. Landskabet er bølgende kuperet, ligesom i Nordjylland. Bakkerne er bare (meget) højere og (meget) større. Men fra toppene kan man virkelig se langt ud over (majs)marker - de små floder der bugter sig i landskabet, kornsiloerne og den blå blå himmel - her er også lidt kvægbrug med fritgående kør, der hygger sig med saftigt grønt græs.

 

Grise er der stadig. Her bliver de bare transporteret i store lastvogne med stalde i flere etager. Jeg holder vejret, når de overhaler og håber på, at der ikke er noget, der falder af eller drypper på mig.

 

Og så har jeg mødt flere langturscyklister på vej mod Øst. Vi stopper altid og hilser på hinanden og får en sludder om veje, varme, overnatninger, udstyr og den slags cykel-nørdting. Jeg hører også kedelige historier om reservaterne i Montana og North Dakota. Sådan lidt som i bygderne i Østgrønland: En uheldig blanding af ledighed, alkohol/stoffer og jagtgeværer.

 

I dag er jeg er nået til Winona i det sydlige Minnesota. De sidste par dage har jeg cyklet lands The River, og her er også meget smukt. Sådan lidt Silkeborgsøerne-agtigt. Bare mere amerikansk: større og flottere. Floden veksler mellem store åbne flader til rene deltaer med sivskove og et rigt fugleliv.

 

De seneste dage har budt på en del bakker, så i dag fandt jeg en genvej på kortet. En lille cykelsti helt nede langs floden. Den skulle jeg ikke have taget. Pga. de seneste ugers regn var der både mudderskred og væltede treer overalt. Og en del myg selvfølgelig. Da jeg havde slæbt cyklen gennem knædybe mudderbanker, kravlet over og under væltede treer havde jeg i rigeligt mål fået udlevet min indre Indiana Jones. Endelig oppe på landevejen igen, mødte jeg heldigvis en venligt amerikaner med en haveslange, der hjalp mig med at få det meste af mudderet skyllet ned af mig og cyklen.

 

Ja, det har regnet og tordnet de sidste par dage. Og belært af de turcyklister jeg møder, skal man tage tordenvejr alvorligt - søge ly med det samme, og vente i sikkerhed til det er overstået. Da jeg forleden blev overrasket af lyn og torden søgte jeg læ under et mindesmærke for en fredsaftale med Sioux-indianerne. Men jeg måtte hurtige regne lidt på oddsene for at blive spist op af myg eller blive ramt af lynet. Valget var let. Og jeg nåede da også til Minnisota uden at blive stegt.

 

Jeg cykler Sådan ca. 15-20 km mellem mine pauser, som jeg gerne tager på cafeer eller tankstationer. Der er altid nogen at snakke med. Det keder sig sikkert mordertligt på disse kanter. Er jeg heldig, rammer det jeg det tidspunkt, hvor de lokale farmere samles for få deres formiddags- eller eftermiddagskaffe. Der snakkes surt om skatter og benzinpriser og med slet skjult tilfredshed med de seneste noteringer på kornbørserne.

 

Når jeg cykler gennem de små byer forsørger jeg at få indtryk af, hvordan folk bor. Næsten uanset om det er på the right or wrong side of the town, så der plænerne i forhaverne altid meget velholdte. Det er et næsten ikonisk syn, at se en amerikaner på havetraktor, der tøffer rundt og slår græs. Men man kan ikke se, hvordan de bor, for alle vinduer er dækket til med uigennemsigtige termogardiner, der holder den dejlige aiconditionerede kulde inde. Men forleden dag var jeg heldig.

 

Jeg var inde på et bibliotek for at tjekke min mail, da en af bibliotekarerne fik øje på min cykeltaske med Dannebrogsflaget. Jeg måtte absolut møde en lokal kunstner: Jens Sogaard fra Haderslev.

 

Jeg fik fat i ham og blev inviteret hjem til hans gæstfrie familie. Jens var oprindelig værktøjsmager, men havde nu slået sig på at gravere dekorationer på kister for nogle lokale trappistmunke (ja, dem med de gode belgiske øl).  Og det var gået ham godt. Havde en dejlig kone, der var udgiver af 3 lokale aviser. havde 3 kønne børn, flere biler og motorcykler - den ene en Honda Goldwing med indbygget stereo med 4 højttalere (surround?), et (meget meget) stort hus, han selv havde tegnet og været med til at bygge, samt en have på størrelse med et par foldboldbaner. Da jeg som tidligere plæne-ejer spurgte bekymret til tidsforbruget med plæneklipning, svarede Jens beroligende, at han havde en plæneklipper, der var 1,5 meter bred. Vi hyggede os på en af husets terrasser og drak Dr. Pepper med udsigt til en smuk solnedgang. Og jeg fik småkager til turen (Tak Mary, de smagte virkelig godt!).

 

Forleden skete der noget special-effekt-agtigt. En lastbil overhalende mig - ikke en af de helt store, men med 4 baghjul. Da den var ca. 100 meter foran mig, eksploderede et af dækkene. Hele vejbanen blev dækket til at 100-vis af småstumper af gummi og stål. Men der skete ikke andet. Han kørte ind til side, så på de resterende dæk og kørte videre. Lidt uvirkeligt.

 

Ellers alt vel fra de amerikanske biveje.

 

 

Dag 21 – 1.895 km

22. juli 2008. Milaca, Minnesota

 

Jeg tror, at jeg er ved at lide lidt af metaltræthed. Har cyklet 1.080 miles (gang selv med 1,6) Mest i modvind.  Mest op ad bakke (Sådan føles det...). Cyklet i 18 dage. Holdt en hviledag. Siddet på sadlen i 109 timer.  Og der er godt nok lang vej endnu.

 

Jeg er holdt op med at se på cykelcomputerens kilometertæller... øh... mile-tæller. Der sker ikke rigtig noget. Selv om jeg knokler, flytter den sig kun alt for langsomt. Nu bruger jeg kun mile-taelleren, som navigationsmiddel. I stedet slår jeg computeren over på klokken. Her sker der i alle fald noget hvert minut, hvert tiende minut og hver time.

 

Men ellers går det faktisk fint:

 

Jeg har den sidste uges til cykles langs Mississippi på både Iowa- Wisconsin- og Minnesotasiden, og har efter bedste evne har nynnet - i det omfang jeg har kunnet få vejret under opstigninger på de utallige bakker og klinter - Old Man River,  mens jeg har cyklet langs floden. Og her er meget smukt og ikke ret mange majsmarker!

 

Lige nu er jeg i Wisconsin (for de geografisk interesserede: lidt syd for St. Croix Falls), hvor jeg har indlogeret mig på endnu et tredjeklasses motel (55 $ for en nat), Lagnerne er skam rene nok, men døren binder, fjernsynet har underlige farver og airconnen larmer. Receptionisten er en svært overvægtig dame på ca. 30 år der spiser pizza og mangler de fleste tænder i munden. Mens jeg skriver denne mail snakker hun i mobil med en veninde og klager over at hendes sovepiller ikke er stærke nok. Det er lidt trist at overvære - men hun er meget sød, venlig og hjælpsom, og hun har givet mig lov at låne motellets pc.

 

Der er ellers hyggeligt på disse kanter. Navnene virker lidt hjemlige: Forleden cyklede jeg forbi Stockholm. Ellers hedder byerne heromkring Almelund, Palmedale, Lindstrom og den slags. Længere mod nord ligger Malmo og Wasa. Navnene på postkasserne er ind i mellem Hansen, Andersen, Petersen og Jensen. Og i dag kørte jeg sørme forbi "Scandia Cafe" og "Gammelgården" (stavet med bolle å).

 

Dialekten er også speciel - lukker man ørerne lidt, er tonen Sådan lidt svensk-norsk i det. Og så bruger de ikke ordet "yes", men "jah", hvor a'et bliver trukket lidt ud.

 

I Stillwater blev jeg nærmest adopteret af en familie med fjerne danske rødder.

 

Jeg ankom svedende og træt til campingpladsen og tjekkede ind. Rejste mit telt. Så kom campingværten, en trivelig og glad mand på små 150 kg (eller der omkring) og sagde jeg lignende en, der kunne trænge til en kold øl. Det fik jeg. Så man må sige, at han havde en meget skrap iagttagelsesevne... Lidt efter kom han igen og spurgte om jeg ville have noget hvidløgsbrød, nu hvor han var ved at grille. Og en øl til... Og når jeg alligevel var henne ved grillen, kunne jeg lige så godt spise med. Det gjorde jeg så, og de ville ikke høre tale om, at jeg skulle give øl.

 

Således godt stoppet hoppede jeg ind i teltet. Men der gik ikke længe for den glade mand "bankede på". Hans svigersøn og datter havde lige lavet en hjortegullash (Uak... Bambimad...) Det er her, jeg var glad for min gode opdragelse, så jeg spiste så godt jeg kunne af den kæmpetallerken jeg fik. Det smagte faktisk OK. Og hjorten havde svigersønnen selv skudt.

 

Senere var der lejrbål og nu var både in-laws og "out-laws" samlet. Jeg var stødt ind i familiens årlige campingtur. Vi lavede også stegte skumfiduser. Det var svært hyggeligt. I familien var der: En matematiklærer, en hundetræner (Sådan en hund, der finder lig støbt ind under cementgulve), en lastbilchauffør, en flytekniker fra Booing i Seattle, en socialpædagog, nogle studerende og hjemmegående hustruer samt campingpladsværterne.

 

Og så var der svigersønnen. Han var kampsoldat og hjemme efter sin tredje tur til Irak. I hans enhed var der foreløbig 14 dræbte og han var selv blev hjerneskadet efter en vejsidebombe - havde hukommelsessvigt - dog ikke mere end, han snart var klar til sin 4. tur. - Og der er ingen arbejdsskadeforsikring for den slags småting...  Han var ellers en meget velafbalanceret og sympatisk fyr. Socialpædagogen (en pige) og flyteknikeren havde mødt hinanden under tjeneste i Irak.

 

Men som jeg har oplevet det for. så taler man ikke om, hvordan det er at være i frontlinien. Man taler om alt muligt andet. Svigersønnen og konen havde f. eks. en hobby/bibeskæftigelse. De syede tøj fra tiden omring Ludvig den 14. og tog med deres motorhome rundt på markeder, stillede op i konkurrencer og solgte tøjet. Det er ikke lige det, jeg forestillede mig, at en kampsoldat lavede under sin orlov. 

 

Da jeg endelig krøb i teltet, følte jeg mig som en fransk gås under opfedning. Om morgenen, da jeg sagde farvel fik jeg selvfølgelig også en ordentlig skål mad med til turen.

 

Når jeg holder pauser på rastepladser, tankstationer eller små familierestauranter prøver jeg altid at falde i snak med de lokale. Og de snakker gerne. Der er sket et stemningsskift i Amerika siden jeg sidst cyklede her i år 2000. Optimismen er væk.

 

Man er bekymret for økonomien. De faldende huspriser. For alle de almindelige og velbetalte job, der er forsvundet til Kina og Mexico. For benzinpriserne. For krigene i Irak, Afghanistan og måske også med Iran. Og for fremtiden. Mange er direkte vrede på den nuværende regering (specielt vicepræsidenten) og har ikke meget håb om at Obama eller McCain kan gøre det bedre. Trist. Trist...

 

Det har lige været weekend. Så bliver motorcyklerne luftet. Og dem er der mange af. Og de er store. I ved, dem med de dybe tøf tøf, der mærkes i mellemgulvet, når man overhales af en flok på 15-20 Harley'er.

 

Man bruger ikke hjelm, men ofte har ofte et sejt tørklæde (en bandana) om hovedet - eller også lader man det grå hår (de er lidt halvgamle, dem der på Harley'erne) blafre frit i vinden. De få, der bruger hjelm har nogle gange indbygget intercom med mikrofoner, så de kan tale med hinanden (mens de hører country og western-musik for fulde hammer ud af motorcykles højtalere).

 

Jeg har også set en del 3-hjulede motorcykler (ikke med sidevogne, men med 2 baghjul). Det ser ikke helt så sejt ud i mine øjne, men de sidder fint på noget, der minde om en lænestol.

 

På bivejene hilser man på hinanden. Og jeg har lært at hilse på motorcykelmanér: Man rækker venstre hånd ud sådan ca. 45 grader. Håndfladen skal være mod jorden, og så skal have et fuldstændigt udtrykløst ansigtsudtryk - Sådan som om, at man ejede hele verden. Ja, Sådan siger man ”pænt goddag” til en motorcyklist i Amerika.

 

I de kommende dage cykler jeg mod nordvest over Minnesota. (stadig i modvind... men der skulle ikke være så mange bakker) indtil jeg når Fargo. Der vil jeg beslutte, om "plan B" (tage toget over North Dakota) træder i kraft.

 

PS.

 

På bilernes nummerplader er der foruden registreringsnummeret altid delstatens slogan. På pladerne fra Minnesota står der "10.000 lakes" - Gå hjem og vug Finland!

 

PPS.

Gad vide, hvor mange myg, der er mellem de 10.000 søer?

 

 

Dag 28 – 2.318 km

29. juli 2008. Fargo, North Dakota

 

I morgens krydsedes jeg Red River og er nu i Fargo i North Dakota.  Her ser meget fladt ud...

 

Nu må I ikke tro, at det er fest og farver alt sammen. Ind i mellem er der også sure dage, hvor det kun drejer sig om at komme fra by A til by B. Nu for eksempel i fredags.

 

Jeg vågnede i et af de sædvanlige billige moteller, endda i et kælderværelse. Hele kroppen skreg på en hviledag, men jeg hørte ikke efter. Stod op. Tog mit tøj på – som jeg burde have vasket i går, men tænkte at det klarer nok én dag mere. Havde fundet en genvej på kortet, som kunne spare mig for et par mil. Ud på vejen. Hedt og lummert med skrå modvind. Surt, men bedre end at få vinden lige i ansigtet.

 

Genvejen viste sig at være en meget befærdet vej med mange store lastbiler i begge retninger. Og vejen havde kun 2 baner og ingen "shoulder" - Skulderen er det asfalterede stykke mellem den yderste højre stribe og det, hvor rabatten begynder. Normalt en rigtig fin og sikker "cykelsti". Men jeg matte dele vejen med lastbilerne, der ikke rigtig havde plads til at vise mig hensyn. når jeg blev overhalet og lufttrykket kom, var det bare om at holde fast på styret og være klar til at hoppe ud i rabatten, hvis de kom for tæt på. Kanten af vejen var endda lidt flosset med store ækle revner i asfalten.

 

Efter 40 spændende kilometer (men på den ufede måde) nåede jeg frem til en Burger King. Fik mig en slatten burger og nogle fedtede fritter mens jeg nød airconditionen og de mange "refills" man kan frit tage sig. Efter at have fået ro på mine flossede nerver, blevet nedkølet og drukket et par liter lemonade, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke behøvede at campere her. Der var jo kun 50 km tilbage ad rolige små biveje. Jeg tænke, at vinden ville nok lægge sig eller dreje lidt over i medvind. Og der var jo også en "diner" halvvejs, så helt slemt blev det nok ikke. Men det blev det.

 

Vinden tog til og drejede over i massiv modvind. Og dineren på halvvejen var lukket. Sidste mærkede en svidende fornemmelse på på min venstre og sydvendte lår. Suk. Jeg havde glemt at tage sololien på i morgens.

 

Da jeg kvæstet nåede frem til by B, var motellet helt udsolgt. I byparken holdt det frivillige brandværn fest, men deres captain, opfordrede mig til at slå teltet op alligevel, da festen sluttede kl. 23.

 

Jeg skal love for at de festede igennem de brandmænd. Men helt uden øl, sprut og tobak, for den slags er selvfølgelig forbudt i en bypark. Festen sluttede på slaget 23 og jeg gjorde klar til en nats velfortjent hvile. Men så hørte jeg en lyd i det fjerne, som jeg elles holder af. Den rumlende lyd af godstog, som kom nærmere og nærmere. Mit telt lå 20 meter fra jernbanesporet og der var tog hele natten...

 

Blev vækket kl. 7 af en glad familie der var ved at gøre byparken klar til deres hvert-andet-årlige familiesammenkomst. Der var mange afbud i år, så de blev kun 200 (tohundrede familiemedlemmer...), ellers plejede de at være 500. Konen forklarede at begge hendes forældre havde 12 søskende og de havde hver 10 børn osv. Jamen har de slet ikke hørt om prævention på disse kanter af verden?

 

Nå jeg tog tøj på. Det var stadig svedigt fra i går. Der aldrig noget der bliver helt tørt i denne fugtige varme. Og sokkerne var sådan lidt stive i det...

 

Ud på vejen mod by C. Hedt, lummert, modvind og mange bakker... Forsøgte at ringe til det næste motel for at reservere en seng. Nummeret var disconnectet. Dårligt tegn.

 

I by C (Battle Lakes), ser jeg en havepavillon med danske, svenske, norske og finske flag. Det er den lokale Scandinavian Lodge, der udstiller "hemsløjd" og uddelte smagsprøver på en norsk kanelgrød, som jeg bestemt ikke behøver at huske navnet på... Men jeg falder i snak med folkene fra lodgen, og da det går op for dem at jeg er en ægte fuldblods autentisk dansker, bliver jeg hurtig selskabets superstar. Og inden jeg ved at det er jeg ”kidnappet” af et ældre ægtepar. Min cykel stoppet ind i deres stationcar og på vej til deres residential house. Jeg bliver installeret i en hel lejlighed på min egen etage. Marvis og Raymond var begge i 80'erne og har været gift i 60 år, og det kan høres på dem. De har været farmere, og må have solgt jorden med en fed fortjeneste at dømme på deres landsted.

 

Da Raymond og jeg satte os til rette og ventede på aftensmaden forklarede han mig, at arbejdsdelingen her i huset var, at han tog sig af alt udendørs og Marvis ordnede det indendørs. Ude fra køkkenet kom der lynhurtigt en skarp kommentar: At Hun da også passede haven og at Raymond var en doven rad. Raymon smilte mildt for sig selv og blinkede venligt til mig...

 

Jeg fik en stor madpakke med til turen og en lang adresseliste over familiemedlemmer og bekendte, som jeg kunne overnatte hos i Minnesota.

 

Ude på vejen igen med nyvasket tøj på. Og hvad var det? Kunne det virkelig passe? Jo det kunne det! M E D V I N D, jubiii.

 

Sidst på dagen hold jeg hvil ved Pelican Lake. En smuk stor sø, der levede op til navnet med sommer-søndag-paa-Øresund-stemning. Sejlbåde og motorbåde over alt. Jeg blev prajet af en gammel gut. George på 88, som havde været i Danmark og som synes, at vi skulle besøge nogle af hans venner Don og Suzanne. De havde et fedt sommerhus med egen bådebro og båd. Vi drak Pepsi mens Don fortalte, at George var en ægte krigshelt. Det slog George hen, men Don fortalte, at George havde været sat ind i Ardenneroffensiven under 2. verdenskrig, havde været med da de amerikanske tropper endelig mødte de russiske. Bagefter havde George lige taget Korea-krigen med. Da han blev hjemsendt tog han den transsiberske til Leningrad, og toget fra Helsinki til København. Han havde glade minder fra Danmark.

 

I nat overnattede på sofaen jeg hos et nygift par, også med danske rødder. De havde været gift i 16 måneder. De var begge 82 år og sagde hele tiden små søde ting til hinanden. Ret nuttet.

 

 

Dag 29 – 2.432 km

30. juli 2008. Binford, North Dakota

 

Har haft en hviledag og fået set lidt på Fargo. Tag lige og find byen på et landkort.

 

Gæt 3 gange: Hvad udstiller de på det museum, der er byens stolthed? I gætter det alligevel aldrig, så her er svaret:

 

Museet hedder "Heritage Hjemkomst" og udstiller et norsk vikingeskib med navnet Hjemkomst, som lokale (bindegale) efterkommere af norske indvandrere har bygget med vikingeværktøjer her i Fargo. Skibet blev bygget på 10 år i 70'erne - altså 3-5.generationer efter "førstegenerationsindvandrene". Da Hjemkomst var færdigbygget, blev det transporteret på truck til Duluth og sejlet med en besætning på 8 mand over De Store Søer og siden over Atlanten, helt til Norge. Her blev de modtaget af den norske konge.  (Hvordan de fik skibet tilbage til Fargo, var der ingen oplysninger om). 

 

Og som om at det ikke var rigeligt, har museet også fået bygget en norsk stavkirke, også i fuld skala. Prøv lige at se på landkortet én gang til.

 

Og HR-konsulenten kan ikke lade være med at spørge, til folks erhvervsliv: Det nygifte par på 82 år, som jeg overnattede hos i går: Under 2. verdenskrig havde Lennard været soldat og udstationeret på en regnfuld Ø på Aleuterne (øgruppe ved Alaska tæt på Japan), siden blev han ingeniør og havde været med til alle atombombesprængningerne i Nevada. Og Marilyn havde været flymaskine-arbejder og bygget bombefly i California under krigen - siden passede hun hun sin farm, der nu er på 3.000 acres (ca. 12 kvadratkm) og lejet ud.

 

Vidste I for resten at de nyeste monsterstore høstmaskiner er førerløse robotter, der styres vha. gps?

 

 

Dag 32 – 2.816 km    

4. august 2008. Minot, North Dakota

 

Jeg er nået til Minot, North Dakota og her er meget fladt og meget smukt.

 

De første 100 km i ND var Næsten skræmmende fladt, og jeg er endda født på Lolland. En Gud (vælg selv hvilken), har en gang haft grundigt gang i strygejernet.  De eneste højdeforskelle var markernes afgrøder (roer, sojabønner, hvede og majs). Der var så fladt, at det var som om, at der ikke var nogen afstand mellem mig og horisonten. Det meste var bare en stor blå, blå himmel.

 

Afstandene snød hele tiden. når man skimtede en bys kornsilo og vandtårn, og vurderede, at den måtte ligge 5 km væk, så var den efter en halv times cykling stadig ikke kommet nærmere ... Og de snorlige og uendelige veje foran blev hele tiden til søer af luftspejlinger.

 

”Allerede" efter 90 km i ND var der dog en ganske lille bakke på et par meters højde. Helt befriende..

 

Men ind i mellem gennemskæres landskabet af dybe kløfter, hvor der løber en lille tynd flod, der sikkert har haft 10.000 vis af år til at grave sig ned dybt ned. 7% fald ned til floden (jubiiii) og 7% stigning (støn) op på det flade igen. Ind i mellem er der kæder af græsklædte bakker (her har ”han” glemt strygejernet). Meget danser-med-ulve-landskabs-agtigt. Fra toppen af bakkerne kan man se uendeligt ud over marker, søer, moser og enge. Nuancerne af grønt og gult er fantastiske.

 

Og så har jeg været gennem det første indianerreservat. Det var med nogen betænkelighed, at jeg nærmede mig det. Jeg har på vejen hørt alle mulige ubehagelige historier om reservaterne. Og spurgte man de lokale, der boede tæt på om forholdene i reservatet, fik jeg underligt undvigende svar.

 

På kortet stod det Spirit Lake Sioux Indian Reservation. Ved grænsen var der et skilt med teksten WELCOME TO SPIRIT LAKE NATION. Det er jo en lidt anden måde at beskrive forholdene på.

 

Nå, jeg cyklede over den (usynlige) stiplede linie med alle antennerne ude, og..... Efter 60 km var jeg lettet og lidt skuffet tilbage i Amerikas Forende Stater uden at have set så meget af skyggen af en rødhud.

 

Det eneste usædvanlige i reservatet var en død påkørt bæver på vejen.

 

Jeg har ellers fået et rigt indtryk af det amerikanske dyreliv ved at se på road kills. Påkørte dyr bliver bare skubbet ud i vejsiden - der hvor jeg cykler - hvor de får lov at ligge. Så jeg har set hjorte, harer, katte, hunde, vaskebjørne, egern, samt andre ubestemmelige gnavere, stinkdyr, alle mulige slags fugle, skildpadder, frøer, slanger i mange længder og nu også en bæver. Jeg har set dem i alle stadier. Lige fra at det roede blod ikke var størknet endnu til der kun var skind og ben tilbage. Jeg skal skåne jer for beskrivelser af stadierne mellem de to nævnte. Så jeg vil også undlade at nærmere ind på stanken og fluerne.

 

Forleden mens jeg cyklede i herligt stormende medvind fik jeg pludselig øje på blåsort himmel. En mur af regn nogle km foran mig. Og den nærmede sig hurtigt. Og det begyndte at lyne og tordne med brag, der næsten fik cyklen til at lette. Der var ingen steder at gå i læ. Det var bare om at få regntøjet på i en fart.

 

Da de første deciliter-dråber begyndte at piske ned over mig, standsede en pick-up (en slags kombineret last- og personbil, der er meget populær ude på landet), og en skægget farmer stak hovedet og spurgte, om det ikke var en god ide, at jeg kørte med ham til en garage i nærheden, hvor vi kunne være i sikkerhed til tordenstormen var overstået. Glimrende ide! Navnlig da den flinke mand fortalte, at lyn hvert år dræbte et par af hans kør. Måske skulle jeg tage vejret lidt mere alvorligt fremover...

 

Garagen var et autoværksted for landbrugsmaskiner. Det var værktøj og adskilte motorer overalt, gamle pin-up-kalendere pyntede på væggene og der en møf af dieselolie.  Et par af hans venner (nogle ordentlige klepperter med næver som skovle...) kom også dyngvåde i læ i garagen. Der sad vi så på nogle ramponerede kontorstole, der kun blev holdt sammen af gaffatape og hyggede os med root beer (Findes ikke i DK. Vaniljesodavand. Sødt stads) mens det udenfor regnede, stormede, lynede og tordnede.

 

Min redningsmand tændte en meget krøllet cigaret og begyndte tænksomt at rede sit viltre hår med en skruetrækker. Så sagde han, at han aldrig havde været udenfor North Dakota og han aldrig havde haft ferie. Og han havde heller ikke hørt godt efter i historie (!) i skolen. Så hvor lå Danmark egentlig? Det forklarede jeg, hvorpå hans ansigt lyst op i et smil.: "Jamen, det er jo der hvor weed er lovligt, ikke?"

 

Det er mindst femte gang, jeg får denne reaktion, når jeg fortæller hvor jeg kommer fra. Et lidt uheldigt image, må man sige. Gad vide, om det har noget at gøre med, det indtryk man får, nar man ser vores skæggede, piberygende og noget verdensfjerne udenrigsminister (Per Stig Møller)?

 

Nå, jeg fortale om hvordan en bydel i Købehavn (Christiania) for 30 år siden hade erklæret sig uafhængig og indført sine egene narkotikalove, der tillod weed.  Det synes de 3 fyre var en storartede ide.

 

En af fyrene, der kaldte sig JP, ejede garagen. Og han havde en lidenskab. Han samlede på gamle pick ups fra 50'erne, som han satte stand. Ikke for at sælge dem, men for at have dem. Han havde en lade fuld af dem.  JP var ikke uddannet mekaniker. Det var bare noget han havde samlet op undervejs...

 

Efter et par timer skinnede solen igen og jeg måtte sige farvel til mine 3 nye venner. Gad vide om de kommer videre med deres planer om at erklære The Great City of Knox (bestående af en kornsilo, 10 faldefærdige huse og en lade fyldt med gamle pick-upper) for uafhængig af USA?

 

 

Dag 36 – 3.060 km

8. august 2008. Shelby, Montana

 

Jeg er kommet på nettet. Fotograferet af en østgående turcyklist i Byen Rugby, der er Nordamerikas centrum - bemærk flagene i baggrunden.

 

http://www.crazyguyonabike.com/doc/page/?o=3Tzut&page_id=86382&v=N

 

Efter 5 døgn - mest i modvind - på highway 2 er jeg er nået til Williston i North Dakota, hvor jeg overnatter hos et lærerægtepar, jeg har lært at kende på www.warmshowers.com. I morgen er jeg i Montana.

 

Nå, vi bliver lige nødt til at tage den med landskaberne i ND én gang til, for de har været en meget stor oplevelse:

 

Specielt de sidste par dage, har de bakkende områder været smukke. Det er græsklædte bakker, som årtusinder års erosion har gjort feminine, bløde og runde. Når jeg har cyklet i de her danser-med-ulve-landskaber, har det næsten været som et cykle mellem baller, bryster og lår... (Hmm. Ja, ja, ja: jeg savner for alvor hende den langbenede hjemme i Elmegade).  Man kunne også sige, at de landskaber er et amerikansk Toscana uden cypresser.

 

På samme måde kunne man kalde de flade områder for et Serangetti uden giraffer.

 

Her skråner landskabet lidt, og fra toppene kan man se uendeligt, og får en tryg følelse af at se på lammeskyerne, der med jordens krumning dækker hele himlen, helt ned til horisonten. Skyernes skygger bevæger sig elegant hen over sletterne og fremhæver nuanceforskelle i markernes farve. Det lyder nok som noget bavl, men det har været en åndelig eller spirituel oplevelse af at cykle gennem noget, der er så stor og så smukt.

 

Forleden, hvor jeg kun havde selskab af frække græshopper, der forsøgt at hoppe opbord på cyklen som blinde passagerer, fik jeg øje på en mand der, midt ude i dette øde landskab gik langs landevejen. 

 

Det var Michael fra Hawaii. Han havde en lille skolerygsæk på ryggen og en sportstaske over skulderen. Han gik i et par slidte og snavsede basketshorts og havde bar overkrop. Huden var så solbrændt, at den lignede læder. Man kunne ane lys hud, der hvor taskernes remme sad.

 

Michael var 55 år og fortalte, at han pludseligt ikke længde syntes, at han havde noget at gøre i hans hjem på Hawaii. så havde han solgt alt hvad han ejede og fået 8.000 $ ud af det, købt en flybillet til LA, hvor han var begyndt sin gåtur til Seattle. Da han var nået til Seattle drejede han til højre. Vandret over the Rockies og var nået helt til Fargo.

 

Prøv lige at se afstanden på et kort.

 

Nu havde han været på vej i 4 måneder. Michael havde ikke tomlet, men taget i mod lift, hvis nogen havde tilbudt det - Det var ikke sket ret tit (hvis han havde vasket sig noget oftere, havde han nok fået flere lift...). Han sov i naturen eller i forladt huse.

 

Har var meget glad for sit liv, men nu havde han kun 800 $ tilbage og var på vej retur. Måske for at finde et job, han kunne have om vinteren, før han atter ville ud at gå.

 

Der var noget Forrest Gump over ham, men måske skulle man kalde ham for kamelmanden: For at kunne klare varmen på de lange øde strækninger, startede han gerne dagen med at drikke en gallon mælk (fire og en halv liter!).

 

Kan I huske, vikingeskibet og stavkirken i Fargo? I Minot blev oplevelsen overtrumfet af en Scandinavian Heritage Park.

 

Her havde skandinaviske indvandrede og deres efterkommere opført en statue af H.C. Andersen (ret god) og en lille 2 meter høj model af en gammel dansk vindmølle. Men nordmændene (der jo altid skal blære sig) havde bygget en gigantisk stavkirke i overstørrelse. Svenskerne (der jo heller ikke plejer at holde sig tilbage) have bygget en rød Dalarhest. Den var 5 meter høj.

 

Og årets store begivenhed i North Dakota er HØSTFEST - bemærk Ø’et - i september/oktober, hvor titusindvis af skandinaviske efterkommere farer rundt i nationaldragter og den slags. Der kommer endda charterfly direkte fra Norge.

 

Gad vide, hvordan vi i DK ville have det, hvis vores nye mellemøstlige danskere lavede noget noget tilsvarende?

 

Ellers har jeg hygget mig med nogle truckere, der krydsforhørte mig om mulighederne for at holde ferie i DK mhp. at score en dansk "blonde, blue eyed and busty" kone. Måske burde jeg have fortalt dem, at deres scoretal ville stige betydeligt, hvis de holdt op med at tygge og spyttet tobak.

 

 

Dag 43 – 3.366 km

15. august 2008. Kalispell, Montana

 

Jeg er i Rocky Mountains. Krydsede den første bjergkæde via Maria Pass i 5.600 fods højde. Aee. Frisk, klar og kølig luft. Duft af grantræer. Og sikken en udsigt. Der er sne hist og her på toppene.

Men først et resume siden sidst, hvor jeg skrev fra Williston i North Daktota:

Jeg fik pludselig lyst til at se bjerge, så jeg besluttede at lade plan B træde i kraft: Tage toget til Shelby, ca. midt Montana. Men først skulle jeg booke billet på telefonen med en talende computer. Faktisk ret menneskeligt og effektivt. Jeg kom til stationen en time før afgang og tjekkede min bagage ind. Tænk, de havde cykelbokse, hvor man bare rullede den tohjulede ind. Her kunne DSB virkelig lære noget.

Toget hed ”Empire Builder”. Imponerende navn, men der gik noget af glansen, da toget var 5 timer forsinket. Så der sad jeg i 6 timer i selskab med en sodavandsmaskine og 10 andre småsure passagerer og ventede og ventede og ventede... Men toget kom. Der havde været black out i hele toget lige efter Chicago.

Der var noget transsibirsk over togrejsen. Undervejs måtte vi stoppe pga. en tordenstorm, for at få fyldt mere brændstof (og mad) på og for at lade modgående tog passere.  På stationerne styrtede folk ud af toget for at tage en heftig rygepause.. Sæderne var komfortable og benlængden var bekvem – også selv om man skulle have været olympisk basketballspiller. Det bedste var dog salonvognen med sidevendte sæder og panoramavinduer. Wow!

Mens jeg suttede på colaere og spiste burgere (suk...) sad jeg og lod det store tomme og dragende landskab passere. Og jeg begyndte at ærgre mig over at have besluttet mig for plan B. Det ville have været fedt, at vare ude på landevejen helt alene i den store natur.

Men da jeg stod af toget, blev jeg straks glad for min beslutning, for der stod en (igen) strid vestenvind over sletterne. De næste 4 dage cyklede jeg i massiv modvind. På den værste dag blæste det 30 miles lige i snotten på mig. Det tog en hel dag at cykle og gå  45 km. Havde det været sidevind, var jeg blæst af vejen....

Efter den seje dag overnattede jeg på et motel, hvor der også var en flok bikere, der havde været til det årlige træf i Sturgis.

Sturgis er en "Roskildefestival" for gamle drenge (40+) på store motorcykler, hvor man i løbet af en uge drikker hjernen ud iklædt sejt motorcykel tøj. I år var der iflg. pressen mere end 400.000 (firehundredetusind) motorcykler i løbet af ugen. Forestil jer støjen...

Nå. Bikerne på motellet var hæse og havde roede trætte øjne - Der var meget bragesnak, om hvor fulde de havde været og den slags pubbesnak. Det havde igen i år været et mægtigt træf. Men så begyndte de at klagede de over modvinden.... Og så var det at turcyklisten tænkte stille for sig selv, om de stakkels pus mon havde fået ondt i højre hånd af at vride gashåndtaget... Nå, det er nok bare mig, der er misundelig.

Og så har jeg været i Browning i Montana. Læg mærke til navnet: Browning. Den by behøver I slet ikke at besøge. Nogensinde. Faktisk er det en by man helt skal undgå. Husk det, hvis I en dag tager en firhjulet - eller en Harley (de kan lejes) - over USA.

 

Browning er ”hovedstad” i Blackfeet Nation. Allerede på vej til byen vidste jeg at den var gal.  Der var rigtig mange billboards med budskaber for "Tradition" og mod "Addiction" - Der er vel en grund til at sætte de plakater op. Og så blev landevejen mere og mere overstrøet af knuste ølflasker efterhånden, som jeg nærmede mig Browning. (Punkterede ikke. Kevlardæk er en fantastisk opfindelse).

 

Da jeg kom ind i byen ventede der mig et trist syn: Tarvelige små præfabrikerede og dårligt vedligeholdte huse omgivet af affald. På gadehjørnerne stod, hang, sad, lå der stenede folk. Da cyklede gennem byen fik jeg tilråb. Jeg forstod dem ikke, men tonefaldet var ikke venligt.

 

Barrikaderede mig på byens motel (uforskammet dyrt: 100$) og susede af sted om morgenen, før de lokale vågnede. Handlede ikke i det lokale supermarked til dagens strabadser. Der stod allerede en kødrand at zombier ved indgangen og hang.


Så har det jo været den 13. august. Det var den dag min en teltstang knækkede. !@#$%^&*&....  Klarede natten med gaffatape, men var nødt til at få fat i et nyt telt. Matte lave en ruteændring til den nærmeste større by Kallispell for at købe en ny teltstang eller et helt nyt telt.  Jeg tror, at "nogen" deroppe må have haft dårlig samvittighed over at min teltstang knækkede, for selv samme "nogen" har sørget for, at jeg har haft bragende medvind lige siden.

Nu har jeg fået købt en nyt telt. Sportsudstyr er heldigvis billigt på disse kanter.

Der er ”fair” i byen med en meget stor parade. Halvdelen af byen deltog i paraden og den anden halvdel så på. Der var minsandten også en lastbil med et vikingeskib med de skandinaviske flag og teksten "Adopt a viking" What???

 

I aften skal jeg til rodeo.

 

 

Dag 46 – 3.521 km

18. august 2008. Libby, Montana

 

Jeg har forsøgt at blande mig i det amerikanske præsidentvalg: I Kallispell stødte jeg på det lokale valgkontor for Obama. Det var i et nedlagt butikslokale, hvor vinduet var udsmykket med amerikanske flag og kampagneslogans. Jeg kunne ikke dy mig og gik indenfor. Kontoret var bemandet med 5 unge entusiastiske college kids i 20'erne, der tog telefoner og passede pc'ere. De kom sjovt nok ikke fra staten Montana, men havde skippet studierne i California frem til november for støtte Obamas valgkamp. Det ville jeg også gerne. Altså støtte Obama. Bare med et beskedent beløb. Men det blev de helt forskrækket over. Det kunne og måtte de ikke tage i mod. Det er ulovligt for udenlandske statsborgere at bidrage til den amerikanske valgkamp. Det snakke vi lidt om og blev enige om at der mangler symmetri her. Den amerikanske stat jo gentagende gange - på godt og ondt - "blandet" sig i andre landes politiske forhold.  

 

Er i Libby - lille hyggelig u-turistet by - overnatter i et småkikset men rart motel. Der er blomsterkummer overalt med små "havebjørne" udskåret af træ, der titter frem under buskene. Til gengæld løber toilettet og tv'et har underlige farver. Motellet ledes af venlig, men forvirret gråhåret senhippie med hestehale og briller, som han hele tiden glemmer et eller andet sted...

 

Da jeg forberedte mig på denne tur, gjorde jeg mig alle mulige forestillinger om de udfordringer jeg måtte blive udsat for. Tornadoer. Blæst inde. Sne i bjergene osv. Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at jeg skulle blive ramt af en hedebølge i bjergene. Men nu er jeg altså "varmet inde" her i Libby.

 

Allerede i Kalispell var det meget varmt. I går blev det værre. Det var som at cykle under et brændeglas. 75 km i stegende hede på øde støvede bjergveje. Heldigvis gik det mest nedad. Alligevel var det første gang i mit liv som cyklist, at jeg var lykkelig for at have en smule modvind. For ellers var jeg nok blevet brændt helt af.

 

Temperaturen i skyggen var 103 grader F = mere end 37 grader C. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvad temperaturen i virkeligheden var på de skyggeløse, næsten vindstille bjergveje. Ind i mellem gjorde det næsten ondt at trække vejret gennem munden. Jeg drak om kap med sveden, der drev af mig. Da vandflaskerne var tomme, var jeg igen heldig.

 

Midt i det øde lå der pludselig en RV-park (campingplads for motorhomes), hvor jeg fik skyllet et par hurtige colaer ned. Bardamen var endda så venlig og omsorgsfuld, at jeg fik et dybfrosset tørklæde med til at tage om halsen for at holde hoved afkølet.

 

Fra Libby skal jeg igen kravle over en bjergkæde, og da jeg så hørte vejrudsigten for i dag med endnu mere varme, traf jeg lynhurtigt en sikkerhedsbeslutning om at lade mig ”varme inde”.

 

Det har været interessant at cykle her i bjergene, som er noget farligt rod. Bjerge "skal" jo være noget klippe-agtigt, hvor grundfjeldet stikker frem hist og her. Sådan har det ikke været hele vejen. Der hvor vejen gennemskærer bjergsiderne kan man se, at bjerget nogle steder bare nogle stenbunker i overstørrelse, andre steder grus og sågar et enkelt sted det rene Dueodde-sand". Der hvor bjergene er "rigtige" bjerge har de alle mulige forskellige nuancer: røde, gule, brune, okker, grønne, sort og lilla. Rent geologiguf. Og man kan se farverne i lag (sikkert gammel havbund, der er blevet forstenet). Inden for få 100 meter kan lagene slå bølge, så de lige pludselig står på højkant. Der må have været godt gang i pladetektonikken for nogle millioner år siden.

 

 

Dag 54 – 3.944 km

26. august 2008. Kettle Falls, Washington

 

Er det mig, der blevet mindre, eller det bjergene, der er blevet større? Jeg føler mig i alle fald meget lille mellem de klodser, jeg cykler pt. rundt i og om.

 

Selv træerne er blevet større. Jeg læste et sted, at de kunne blive 500 år gamle, 60 meter høje og ved roden have en diameter på 5 meter. Så store har jeg dog ikke set dem. Jeg tvivler på om de nu til dags får lov til at blive så store, for vejene er fyldte med lastbiler med store af afbarkede stammer, der dufter lifligt af harpiks.

 

Efter hedebølgen slog vejret om. Jeg har haft "kulde" (15 grader C om dagen og 4-5 grader C om natten).

 

Jeg har også haft min første dag med heldagsregn, og hvor var det herligt, selv om jeg måtte komme plastikposer om hænder og fødder for ikke at fryse for meget på vej ned af bjergene. Jeg har set ildevarslende overskrifter i de lokale aviser om "tidlig vinter". Gys.

 

De er altså nogle seje nogle, disse amerikanere. Jeg har bemærket, at mange ældre fortsætter med at arbejde langt ud over pensionsalderen på trods af svagheder og skavanker. Forleden stødte jeg f. eks. på Jack:

 

Jeg havde overnattet i Troy, en by der havde kendte bedre dage. For 100 år siden, da den var boomtown og centrum mine- (sølv og kobber) tømmerdrift. På en mindetavle stod der, at byen havde haft flere bordeller og et brandsikkert fængsel. I dag var der ikke meget tilbage af fortidens storhed. Nedslidte huse og "antikbutikker" uden kunder.

 

Men jeg skulle have noget morgenmad, og fik øje på JACKS CAFE, eller retter JAKS CAFE, for C'et var forlængst forsvundet. På parkeringspladsen stod der bare gamle bulede og rustne pick-up'ere. Det så lovende ud: En rigtig mom and pop-restaurant.  

 

Det var ikke en mom and pop restauration. Det var kun en mom-restauration, for Jack var en kvinde, og at dømme efter Jack's alder var stede nærmere en oldemor-restauration.  Hun havde både dårlige knæ - kunne ikke strække dem ud - og en krum ryg. Knæene kom ligesom før resten af kroppen, og hendes gangart kunne ind i mellem minde lidt om break-dance. Hendes smil var stift og øjnene indstille på uendeligt. Men hun havde styr på biksen.

 

Hun må have haft stedet i mange og år, og gæsterne må have spist der lige så længe. Folk blev ikke spurgt om hvad de ville spise. Det havde Jack helt styr på, hun kogte og brasede bag baren og serverede bare. Ind i mellem tog hun en runde ved bordene for at skænke mere kaffe. Det gjorde hun uden at se på hvor hun hældte, for gæsterne stillede åbenbart kopperne de samme steder, som de havde gjort i årevis. Når hun gik ud i baglokalet med de snavsede tallerknerne, lød det nærmest, som det muntre køkken i Tivoli.

 

Gæsternes gennemsnitsalder var tæt på Jack's. Mest ældre mænd i ternede skjorter og kasketter med logoer fra traktorfirmaer eller VFW (Krigsveteraner: Veterans of Foreign Wars).

 

Pludselig skete der noget. Der blev sendt en tallerken rundt i lokalet, hvor der blev smidt penge i. Og så kom der et sæt terninger frem. Terningerne var i overstørrelse (så prikkerne var nemme at læse), men passede i størrelse fint med fyrenes næver. Stemningen var intens, en sidemand fortalte mig, at gambling var forbudt, men at politiet vidste, hvornår de ikke skulle kom forbi... Det underlige ved spillet var, at det var ikke alle der sad, så terningkastet kunne ses af de andre - alligevel blev meldingerne accepteret. Der blev ikke vundet noget, mens jeg spiste hos Jack, men indsatserne blev større og større.

 

Boganmeldelse:

 

Jeg er ved at læse "The Life and Times og The Thunderbolt Kid" af Bill Bryson. Bardomserindringer fra 50'ernes Iowa. Bogens univers er lidt i stil med "Sten og Stoffer". Bogen er så morsom, at de andre gæster på de moteller, hvor jeg har læst bogens som godnat-læsning, må have hørt min gnækende latter gennem de tynde vægge. De har Måske undret sig over, hvilke stoffer jeg var på - jeg er i alle fald blevet mødt af nogle meget undersøgende blikke ved morgenbordet.

 

I de kommende dage skal jeg for alvor på "klatretur". Starter med Washington Pass på 5.500 fod med meget stejle op- og nedstigninger. I de kommende 2 uger følger 3 andre seje pas. Gad vide, hvor meget der er tilbage af mig, når jeg er fremme i Seattle.

 

That's all folks.

 

Lige et PS til en ihærdig læser af mine mails, som spørger om udbredelsen af GMO-majs.

 

Jeg har spurgt lidt omkring, og får at vide, at det meste majs er "genetic engineered" og at man ved køb af såsæd underskriver en mangesidet kontrakt om brugen. Det mest smarte ved denne GMO, er at den er lavet på en så snedig måde, at de ikke året efter kan bruges som såsæd, sådan som man gjorde i "gamle dage". Mine 3 venner fra The Great City og Knox havde selvfølgelig prøvet, og det duede ikke.    

 

    

Dag 57 – 4.083 km

29. august 2008. Tonskanet, Washington

 

Jeg er for alvor kommet i voksent selskab. Bjergene altså. første pas var Sherman (ikke Washington, som jeg skrev sidst) på 5.500 fod, men jeg startede fra 1.500 fod, så det blev "kun" til 4.000 fods cykel- og fodtur. De 4.000 fod svarer til 1.119 meter. Måske lyder det ikke særligt imponerende, men det svarer altså til at cykle op ad Rundetårn 34 gange i træk.

Når man har brugt 5 timer på at komme over et pas, forventer man selvfølgelig at blive belønnet med en fantastisk udsigt. Men det blev jeg ikke. Der var ikke andet at se end kæmpegraner og en informationstavle med oplysninger om passets højde (det stod sådan set også på mit kort) og et budskab om, at det herfra gik nedad, uanset retningen (det jeg aldrig selv gættet...). På bagsiden af Shermann var der dog nogle udsigter til store skovområder, som var nedbrændt nogle år før. Bjergsiderne lignende et pindsvin, med alle de nøgne stammer, der strittet trist mod himlen. Og så var nedturen også stejl og kold. så på vejen ned fik jeg både forfrosne fingre og krampe af at holde håndbremserne i bund.

Dagen efter var det Wauconda Passet. 22 gange Rådhustårnet... Og så mangler jeg bare Loup Loup Pass. 26 gange Rådhustårnet og så til sidst: tvillingepassene Washington Pass og Rainy Pass - også på 26 gange Rundetårn - Men så går det også nedad med 147 gange Rundetårn ned til Puget Sound. Og så skal jeg nok have udskiftet bremseklodserne... Herfra tager jeg på øhop ned til og vest om Seattle.

Lige nu er jeg i Tonskanet, en rigtig wild west-by med et næsten autentisk John Wayne-stemning (man skal bare lige visualisere bilerne væk og hestene ind).

Jeg har gjort nogle iagttagelser om forskellene på the plains - det flade midtvesten - her i The Rockies.

Her er:

Flere Stetson-hattte
Flere ternede skjorter - også kvinder med do.
Flere store fuldskæg (lidt i stil med ZZ Top) - dog kun mænd
Flere bukseseler
Færre super-fede og flere slanke amerikanere

Flere "antikbuktikker"
Bedre kaffe. Meget bedre. Der er små drive-in-skure med god espresso i selv de mindste byer
Højere priser - der en sammenhang mellem altitude og motelpriser!
Kvinder kalder mig (og andre mænd) for "hon" (honny)
Byerne er ikke affolkende
Mindre nysgerrige ifht. turcyklister - man er vant til mange turister
Der er ikke hyggelige og velholdte byparker
Græsplænerne er ikke så "hysterisk" velholdte

Og så har jeg glemt at fortælle, at jeg har været gennem endnu et indianer reservat: Kalispel Stammen har et lille ca. 10 mile langt og 2 mile bredt reservat langs Pend Oreille River.

Ved "grænsen" var der det sædvanlige velkomstskilt, efterfulgt af et skilt, med oplysninger om at her gælder kun Tribal Laws og at det er Tribal Police, der er ordensmagt.  Gad vide, hvordan loven er anderledes end i resten af USA? så kom der et skilt med Domestic Violence Awareness. Det må være noget med hustruvold og den slags. så min forventning var lidt ligesom i Blackfeet Nation. Men hov. Der var noget der manglende: Der var slet ingen knuste ølflasker i vejsiden. Og så var husene var store og velholdte, og der var byggeaktivitet. Bilerne i carportene var både nye og store. så da jeg så et skilt med "Tribal Headquarters", drejede jeg af. Og hvad mødte mig: Et kæmpestort, smukt og splinternyt kulturhus.

Jeg kunne desværre ikke få fat i en af stammens "ældre" og måtte nøjes med at tale med receptionisten, der viste mig rundt: Der var en superlækker børnehave (nu om dage hedder sådan noget et "learning center") med alt muligt smart og pædagogisk legetøj. Et stor indendørs svømmehal. Basketbaner. Cafeteria. Konferencerum. Et ungdomsrum med den største fladskærms-TV jeg endnu har set. Osv. Osv. Huset var åbent for alle, ikke bare stammens medlemmer. Uden for ned langs floden var der store marker og enge med bisonflokke. Dagen før havde der været Pow Wow (fest med "folkedans" og den slags). Ærgerligt at være en dag for sent på den.

Nå, forklaringen på al denne herlighed var, at stammen ejede et casiono i Spokane og man havde investeret overskuddet i reservatet, der ikke var særligt stort, men var centrum og samlingssted for alle Kalispel-indianerne i Washington..

 

17. september 2009. København

 

Jeg er kommet hjem, men I skal ikke snydes for de sidste afsnit af min cykelkrønike.

 

Men det er svært at skrive denne sidste hilsen. Det bliver en lang smøre. Alt for lang. For jeg vil jo gerne have det hele med, og her er ingen emsig bibliotekar, der kan disciplinere min pc-tid.

 

Skålæs og springe det kedelig over – I bliver ikke hørt i teksten, når vi mødes.

 

. . .

 

Den sidste del af turen var fuld af bjerge med en storslået og meget forskellig natur. Nogle steder er der store vidder og fuldstændigt knastørt, hvor vegetationen består af vissent græs og sage bush. Sage bush er en lille forkrøblet og støvet busk, der ligner gyvel lidt. 

 

I de tørre dale kan der dog også være meget frugtbart. Men der skal kunstvanding til. Mange steder er der store æbleplantager. Red Delicius. Verdens bedste æbler, mener de her omkring. Men i supermarkederne kan man kun købe æbler fra Chile – det har måske noget med sæsonen at gøre.

 

Men vegetationen kan ændre sig, bare man runder et hjørne. Pludseligt er der store flottet træer over alt. Det må være afhængigt af hvilke bjergsider regnen falder på. Fint nok med træer. Grønt er sundt for øjnene, men træerne tager altså udsigten.

 

I et af passene var det haglvejr Hold da op, hvor var det lige pludselig koldt at være turcyklist. Og hvor kan en cykelhjelm dog være praktisk i sådan et vejr. Haglvejret blev senere til en tegneserieregnbyge, der fulgte efter mig en halv dag, hvor jeg cyklede i regnvejr, men solen skinnede nogle miles foran mig.

 

På vej op det sidste og stejleste pas, Washington Pass, var der de sædvanlige advarsler. "Sluk for airconditionen, for at undgå overophedning af motoren" - Ikke just et problem for mig - "Report slides (jordskred) to 911" og "Watch for fallen rocks". De to sidste skilte har jeg set på utallige gange i de sidste par uger, og har tænkt, at den slags kun sker, når sneen smelter eller efter regnskyl. Men jeg er blevet klogere.

 

Opstigningen til passet var meget sej. Nogle steder måtte jeg også cykle meget "yderst" på vejen, hvor lastbiler og motorhomes susende forbi på min venstre siden. På højre sider var der udsigt nedad til en stejl skrænt. Nogle steder var der heldigvis autoværn, men de var temmelig bulede og ramponerede efter påkørsler. Ret foruroligende for en fyr, der ikke har helt styr på sin højdeskræk.

 

To kilometer fra passet kunne jeg ikke mere. Der var for stejlt. Jeg gav op og stod af cyklen. Ville lige have vejret, nyde udsigten og synet af den snoede vej mellem bjergene, hvor jeg de seneste 5 timer havde cyklet op ad. Så mig omkring. Jeg undrede mig lidt over alle de sten, der lå midt på vejbanen. Normalt bliver de nedfaldne sten skubbet ud i vejsiden. Nogle gange kun ud på "skulderen", hvor jeg så må cykle slalom.

 

Mens jeg langsomt fik vejret igen, hørte jeg pludselige en lyd højt oppe fra. Det lød næsten lige som sten, der ruller ned af en bjergside... Og det var lige, hvad det var.

 

Bare rolig. Jeg nåede at komme væk, før de knytnævestore sten slog ned på vejen, men jeg er overbevist om, at jeg må have slået en eller anden verdensrekord for udmattede bjergcyklister i at accelerere fra 0 til 30 km/timen. Hold da op, hvor man har mange reserver, når der er brug for det.

 

Nedturen på 140 gange Rundtårn gik fint, men der var mod- og kastevinde, så jeg måtte faktiske træde i pedalerne for at komme nedad.

 

Den dag blev det til blev til 30 km opad efterfulgt af 70 km nedad før jeg nåede frem til en campingplads. Den lå i en statsskov. Satte mit telt op. Spiste min allersidste proviant – nødder og et par maste bananer – krøb i soveposen og faldt i dyb søvn.

 

Efter 12 timer i koma kravlede jeg på stive ben ud af teltet og blev mødt af en engel, der spurgte om jeg havde lyst til en kop morgenkaffe.

 

Det blev til en lang gang morgenkaffe og god snak med englen og hendes mand. De var begge pensionerede missionærer, der blandt andet havde levet 20 år i Japan. Der havde de også haft et samarbejde med den danske sømandskirke i Yokohama, hvor jeg har været så mange gange for at drikke kaffe og spise vafler. Man bliver altid budt på kaffe og hjemmebagte vafler med syltetøj, når man besøger sømandskirker. Nu ved I det.

 

Vi snakkede om fælles oplevelser fra ”gamle dage” i Østen og om Amerika i dag. De mente, at de fleste amerikanere ikke tror på, at et samfund kan være godt og velfungerende på andre måder end den amerikanske – Gad vide om vi danskere har det på samme måde med vores velfærdsstat?

 

. . .  

 

I de sidste uger af turen tænkte jeg meget på, hvordan den skulle slutte, for mit cykelkort fra Adventure Cycling går kun til byen Anacortes. Den ligger på en ø i Juan de Fuca Strædet. Derfra skulle jeg jo videre til lufthavnen Seatac syd for Seattle.

 

Jeg har som sømand mange gange set den smukke indsejling fra søsiden. Den kunne ligne en mellemting mellem en norsk fjord og en svensk skærgård: Mange øer. Hyggelige fiskelejer, landsbyer og glemte havne fra svundne tider med hvalfangst og guldfeber. På øerne er der snoede landeveje med skiftende havkig. Og var jeg heldig, kunne der være både delfiner og hvaler i strædet.

 

Min plan var, at de sidste dage inden hjemrejsen skulle være ren nydelse og afslapningen. Men jeg havde glemt at tage højde for at det var 30 år siden jeg sidst havde været i Seattle.

 

I de forløbne 30 år var de hyggelige byer blevet til tæt befolkede satellitbyer og forstæder til Seattle med tilhørende biltrafik på veje, der ikke var blevet tilstrækkeligt udbygget. Et spor i hver retning og ingen ”skuldre”. Og vejene var pakket godt til med biler, som alle havde frygtelig travlt med at komme andre steder hen.

 

Der var ikke andet at gøre end at tage min neongule trafiksikre cykelvest på, og håbe det bedste: At bilisterne fik øje på mig så tidligt, at de kunne nå at tage hensyn ved at sætte farten lidt ned, inden de overhalede mig med nogle - alt for få - centimeters afstand.

 

Og så var der tåge over sundet: Ikke skyggen af hverken hvaler eller delfiner. Og for at gøre det hele lidt festligere havde en lokal luftbase besluttet sig for at holde skoleflyvning. De øvede sig i at flyve tæt og lavt i cirkler med nogle ordentlige bamser af bombefly. Ved overflyvningerne var lyd- og lufttrykket så voldsomt at man pr. refleks ville holder sig for ørene og dukker sig. Som cyklist er det svært at gøre begge dele. Så jeg nøjedes med at dukke mig – som om, at det skulle hjælpe noget - og fik så blæst øregangene godt ud.

 

Jeg var rundt på øer, halvøer og den anden side af sundet. Sejlede med færger, der enten var latterlig billige eller helt gratis. Her kunne Scandlines virkelig lære noget.

 

Jeg overnattede også på en campingplads mellem mange bus-store motorhomes. Men der var også lille bitte campingvogn fra 50’erne. Foran sad Sandy og John med det gode efternavn Hansen og hyggede sig med en aftensjus fra en toliters whiskyflaske. Jeg blev straks inviteret på whisky, vin aftensmad og snak. De var pensionerede lærere og deres oldeforældre kom fra Norge.

 

Jeg sov rigtig fint den nat. Og dagen efter bød hr. og fru Hansen også på morgenmad. Jeg har reflekteret lidt over al den venlighed og hjælpsomhed jeg mødes med. Gad vide om jeg går rundt og ligner en der bør hjælpes?

 

. . .

 

Hov. Jeg glemte lige at fortælle, at jeg har været igennem endnu et reservat: Swinomish Indian Reservation. Jeg cyklede bare igennem på en ganske almindelig stærkt trafikeret hovedvej. Men flere mile før reservatet var der store skilte med ”Good Food”. Det lød jo lovende, for jeg var sulten. Det viste sig bare, at de skilte var en indianerlist for at narre penge ud af sultne blegansigter. Den gode mad kunne kun fås i et kasino.

 

. . .

 

I Seattle fandt jeg et gammelt billigt hotel midt inde i down town. Ingen aircondition, køleskab eller andre nymodnes ting. Alligevel var sengen god, lagnerne rene, og så var der en radiator af støbejern og vifte i loftet. Men vigtigst af alt: Værelse på 7. sal med udsigt til sundet og ejendomsæglerkig til containerhavnen, hvor jeg engang kom så tit. 

 

Jeg fik et par dage i Seattle, som var ganske overvældende for mig, der kom fra et par måneder på Lars Tyndskids marker og bjerge.

 

Seattle er lidt ”San Francisco-agtig”: Man er hele tiden tæt på vandet og gaderne er stejle. Det må være en rig by: Dyre biler. Trendy cafeer med alenlange kaffemenuer. Restauranter med store tallerkner og små portioner – noget for enhver smag og en velspækket pengepung. Eksklusive modebutikker og stormagasiner. Busser, der var gratis i den indre by (Her kunne HUR lære en hel masse). Masser af slanke velklædte mennesker. Smukke kvindfolk på høje hæle. Et kunstmuseum for det bedre borgerskab, hvor alle de gamle drenge udstilles: Degas, Cézanne, Rennoir og co. Men der er også noget for nørderne: måske verdens eneste Science Fiction Museum.

 

Så er der turistfælden: Pike Market. Her er souvenirs både den gode og dårlige smag, et stort grønttorv og et fisketorv, hvor fiskehandlerne kaster rundt varerne til hinanden og til et frydefuldt og skrækslagent publikum. Det er her den popsmarte managementfilm ”Fish” blev optaget.

 

Om dagen er down town er et pulserede mylder af liv. Men når kontor- og forretningsfolket om aftenen forlader byen, ændrede den karakter. Gaderne bliver øde. Nu bliver de hjemløse, de psykisk syge, narkomanerne pludseligt meget synlige. De virker ikke truende, men deres stille elendighed er scary. De samler sig i flokke omkring de ”gode steder”. Der hvor kontorhusenes udsugninger holder fortovene er varme om natten.

 

. . .

 

For mine mere bogholdermindende læsere kan det oplyses, at jeg havde 22 kg bagage (lidt for meget) med på cyklen og at turen blev på 4.646 kilometer og 400 meter. Med 317 timer og 20 minutter på sadlen cyklede jeg med en gennemsnitsfart på blot 14,7 km/timen. Den gennemsnitlige dagsmarch blev på 77 km.

 

På trods af de titusindvis af kalorier jeg ekstraordinært må have brugt, tabte jeg - takket være de utallige bacon-cheese-burgere - kun 3 kg.

 

. . .

 

Nu er jeg så hjemme i DK igen og skal til at genoptage hverdagen. Det glæder jeg mig til, men det bliver nok svært at vænne sig til at tilbringe dagens bedste timer indendørs og at jeg ikke længere skal tage supermandstøjet på om morgenen. Undskyld. Jeg mente cykeltøjet.

 

That’s All Folks!